Gandrup Teglværk

Det familie-ejede Gandrup Teglværk er beliggende mellem Hals og Aalborg og blev grundlagt i 1901. Gandrup teglværk laver både maskinsten og blødstrøgne sten, som produceres i røde, gule og umbra, samt i mange forskellige nuancer indenfor de nævnte farver. De mest kendte sten er røde blødstrøgne sten i den karakteristiske røde farve, der kendetegner Gandrup. En anden kendt sten er RT 476 Umbra blødstrøgne, som er en sten der især i de senere år er meget anvendt.

Historisk udvikling
I årene efter grundlæggelsen af teglværket i 1901 blev der både lavet mursten, tagsten og drænrør på værket. I 1923 blev der produceret 2,7 mio. sten, men i 1950'erne begyndte der for alvor at blive investeret i værket. Da byggeriet i Danmark i 1970'erne gik rigtigt stærkt blev det besluttet, at bygge et nyt værk ved siden af det eksisterende teglværk. Kapaciteten på det nye værk var på 27 mio. mursten, og da det stod færdigt blev det gamle værk nedlagt. Fra midten af 1980'erne var der atter voldsom vækst i det danske byggeri, og det blev besluttet at bygge endnu et værk, som stod færdigt i 1988-89. Gandrup Teglværk er i dag Nord Europas største og mest rationelle teglværk med en årlig kapacitet på omkring 75 mio. mursten svarende til 3500 fuldmurede parcelhuse. Teglværket er en del af den traditionsrige danske tegl-koncern Pipers Teglværker.

Energi-sparende virksomhed
I 2004 fik Gandrup Teglværks Tekniske Direktør Jørgen Krejbjerg, samt driftleder Finn Besser overrakt årets El-sparepris af Videnskabsminister Helge Sander. El-spareprisen 2004 var et bevis på at Gandrup Teglværk var den virksomhed i Danmark, som havde gjort sig mest positivt bemærket i forhold til at nedbringe elforbruget. Elforbruget blev især nedbragt via investeringer i nye elsparemotorer og frekvensomformere.

Teglværket har 50 ansatte.

Kontakt info
Gandrup Teglværk
Teglværksvej
9362 Gandrup
Telefon: 98 25 90 07
Telefax: 98 25 92 31
E-mail: gan@randerstegl.dk

A/S Randers Tegl · Mineralvej 4 · 9100 Aalborg · Tlf. 98 12 28 44 · Fax 98 11 66 86 · tegl@randerstegl.dk · © 2012 A/S Randers Tegl